Hvad er bedst: Kontrol eller tillid ..?

Dyneløfter-reformen kræver at sagsbehandleren vælger strategi!

AF GITTE BRANDENBURG CARLSEN

Sanne og hendes kæreste gennem det sidste år beslutter sig for at flytte sammen. Det var en stor og svær beslutning, for de har hver 2 børn.

Sanne vil have orden i tingene og ønsker ikke samme tur i maskineriet, som den enlige forsørger fik i DR’s udsendelser om ”sociale bedragere”.

Hun ringer derfor til kommunen i god tid til før deres planlagte sammenflytning. Hun gør det for at sikre sig, at hun ikke modtager uberettigede tilskud (forhøjede børnepenge samt boligstøtte).

Hun regner med, at det er en formssag. Men nej.

Sagsbehandleren møder hende med :

  • Hvordan kan vi være sikre på, at I ikke allerede er flyttet sammen?
  • Hvor længe har I været kærester?
  • Har i fælles økonomi?
  • Låner du hans bil?
  • Hvor tit overnatter han?

fødder

Hun afslutter endda med at sige: “Så må du jo ikke have noget imod, at vi dukker op på uanmeldt hjemmebesøg og tjekker, om hans bil eksempelvis står der – eller, om han har sin tandbørste der?”

Sanne bliver i løbet af samtalen mere og mere rystet, målløs, dybt forundret og også rasende. Hun ville jo bare være i ordentlig tid. Hun forstår pludseligt, hvorfor nogle mennesker kan gå amok i en forvaltning eller på et jobcenter.

Jeg forundres. Forundres over at:

  • at sagsbehandleren tilsyneladende ikke er opmærksom på, at borgeren kan have et reelt ønske om at gøre tingene på en ordentlig måde
  • sagsbehandleren vælger kontrol frem for tillid som indgangsvinkel
  • borgere kan blive talt ned til på denne måde af uddannet personale
  • sagsbehandleren fører samtalen på en måde, der ikke er en respektfuld samtale

Måske mangler sagsbehandleren øvelse i at møde borgeren respektfuldt. Måske er hun presset af ny lovgivning og nye arbejdsgange. Det ved vi ikke.

Men et er sikkert: Det kan gøres bedre !

Der er brug for forandring. En forandring der kræver, at sagsbehandlerne (uanset, hvor de er ansat) får efteruddannelse, der både teoretisk og praktisk specifikt retter sig mod at kunne indgå i en empatisk og ligeværdig kontakt med enhver borger, de sidder overfor.

Det betyder, at de også må arbejde med de fordomme og automatreaktioner, der næres af den offentlige mening, det øgede arbejdspres og den strammere lovgivning og udvidede kontrol.

Alligevel kan man opleve, at sagsbehandlere og andre i den offentlige sektor enten ikke får supervision eller kommer på kursus. Måske er supplerende uddannelse begrænset til nogle få dages kursus om året. Måske endda et kursus, som lover grundlæggende forandringer på bare to dage.

Efter at have undervist og trænet medarbejdere i respektfuld kommunikation i 17 år må jeg konstatere, at jeg ikke har erindring om en eneste kursist, der var i stand til fuldstændigt at ændre det uhensigtsmæssige i sin kommunikation på bare to dage.

Og at man har meget erfaring betyder desværre ikke nødvendigvis, at man dermed også er dygtig til kontakten i svære samtale!

Det kræver mod, vilje og masser af træning at kunne kommunikere med mennesker, der er i meget presset og truende situation. Det er især svært, hvis rådgiveren selv er presset eller bliver bange undervejs.

Derfor blev jeg så glad, da jeg hørte en udsendelse på P4 Nordjylland før jul, hvor en Nordjysk jobcenterchef blev interviewet omkring den nye kontanthjælpsreform.

Jobcenterchefen havde erkendt, at der skulle mere til for at kunne håndtere de pressede borgere, der ville dukke op på jobcentrene i begyndelsen af det nye år. Han fortalte, at de havde planer om at lave en uddannelse, som skulle ruste personalet til de pressede situationer.

Respekt for det. Og selvfølgelig vil de på jobcenterchefens nye uddannelse lære, at kontrol kan være godt i nogen situationer – men man kommer længst med tillid og respekt.

FOTO: MODELFOTO. WWW.FREEDIGITALPHOTOS.NET