Lad vagterne servere kaffen i jobcentrene!

Mindre vold? Lad vagterne servere kaffen på jobcentrene!

Af Gitte Brandenburg Carlsen

Vagter skal beskytte jobcentret mod reform-vrede borgere. Sådan lød det i DR nyhederne d. 3. januar.

Endvidere lød det: ”… Utilfredshed med regeringens nye kontanthjælpsreform kan få vrede borgere til at reagere voldsomt, frygter flere jobcentre, som DR Nyheder i dag har været i kontakt med…..”

Jeg er helt enig Fuck finger ID-10088798i, at borgere, der får revet tæppet væk under sig, vil kunne reagere voldsomt.

Især hvis leveringen af budskabet, og håndteringen af borgeren ikke er respektfuld.
Jeg er ikke decideret modstander af at beskytte medarbejderne i Jobcentrene med vagter, men jeg tænker at hele scenen bør sættes med omhu – og alle roller skal spilles utroligt velovervejet. Også fra vagternes side.
Jeg reagerer selv instinktivt, hver gang jeg møder en politibil, tolder eller vagt, selv om jeg
ved, at alt er, som det skal være, og de ikke er ”ude efter mig”.

Hvad med dig?

Jeg ser det klart for mig: En høj bredskuldret mand i genkendelig uniform, udstyret med Walkie Talkie med et broderet ”Vagt” på den ene side af brystet. Måske er han også veltrænet, korthåret og ser lidt ”farlig ud”.
Hvad mon borgeren (som om lidt får endnu færre penge at leve for, måske vil blive mistænkt for at snyde systemet, måske får skudt i skoene, at de ikke vil arbejde) tænker ?

A: Ja sådan må det vel være – det er bare helt i orden. Han er der selvfølgelig for at passe på mig.

B: Hvad fanden har jeg gjort siden de sætter en vagt på mig?

C: Hvad mon de fortæller mig i dag siden de har tilkaldt en vagt?

Ja, mulighederne er mange… men det er nok ikke alle, der vælger A.

Vi kan naturligvis ikke have, at folk er aggressive og går amok på et offentligt kontor – til fare for personale og andre borgere, der kommer ind. Selvfølgelig skal vi beskytte medarbejderne imens, de passer deres arbejde, beskytte fredelige borgere, der benytter den offentlige service og samtidigt sende et klart signal om at højrøstet og måske voldsom adfærd ikke tolereres.

Så JA. Umiddelbart lyder det som en god og nødvendig løsning. En løsning hvor man er forudseende og tager problemet i opløbet.

MEN det stiller endnu større krav til Jobcentre og Kommuner. De skal være ekstra opmærksomme på, at:

  • Skabe en behagelig og støttende atmosfære
  • Gøre rammerne mindst muligt truende/skræmmende (vagten kunne f.eks. smile og servere kaffe imens borgeren venter?)
  • Møde borgeren i øjenhøjde og med respekt (optræde menneskeligt og som vært!)
  • Vælge hvert et ord med omhu (proaktivt og mulighedssøgende)
  • Have indlevelse i, hvor alvorlig en situation, det kan være for den enkelte (situationen kan jo være decideret katastrofal for flere)

Som kommunikationskonsulent, supervisor, psykoterapeut, mediator og formidler af budskabet og redskaber til respektfuld borgerkontakt, anerkendende kommunikation og konflikthåndtering har jeg oplevet mange medarbej- dere og borgere i pressede eller desperate situtioner.

Og ja… trods dyre coachinguddannelser og kommunikationskurser forekommer det stadigt (for ofte), at sagsbehandlere siger:

  • ”Sådan er reglerne !” hvor det havde været mere hensigtsmæssigt at sige: ” Når nu reglerne er som de er, så lad os sammen se på mulighederne…”
  • ”Det kan enhver jo påstå” i stedet for at sige ”tak for informationen”
  • ”Det forstår jeg godt, men …” i stedet for at sige ”Det forstår jeg godt, og samtidig, er det …”
  • ”Du må jo forstå …” i stedet for at sige ”Dine muligheder er …”
  • ”Det kan jeg ikke gøre noget ved ! ” i stedet for at sige ”Jeg vil gøre, hvad jeg kan for….”
  • ”Jeg følger bare reglerne !” i stedet for at sige ”med de regler, der er, kan jeg tilbyde dig …”
  • ”Det kan ikke nytte noget, at du bliver gal !” i stedet for at sige ”det giver god mening, at du bliver gal, og …”
  • ”Prøv lige at tænke ud af boksen !” i stedet for at sige ”skal vi sammen prøve at undersøge, hvilke muligheder der ellers er ?”

Hvis det var mig der skulle møde op på jobcentret, velvidende at jeg er helt og aldeles afhængig af deres hjælp, så vil jeg gerne ses som en der gør det bedste jeg kan for at få mit liv til at hænge sammen. Og jeg har brug for forståelse for, at jeg kan blive desperat, når min i forvejen hårdt pressede dagligdag bliver truet af forringelse. Hvis jeg blev mødt med indlevelse og forståelse for min desperate situation og hvis jeg fik hjælp til at se hvordan jeg kunne håndtere det, så ville en vagt være det sidste der var brug for i forhold til mig.

Hvad mener du? Hvad er din erfaring – som borger eller professionel ift. udfordrede borgere?

Foto: Modelfoto. www.freedigitalphotos.net

 

3 tanker om "Lad vagterne servere kaffen i jobcentrene!"

  1. Hej Gitte, også tillykke fra mig med din nye blog. Jeg blev lidt imponeret, da jeg sad og læste dit skriv her. Skarpt og lige i øjet, og samtidig favnende overfor virkeligheden på både borger og system side, uden at gøre borgerne til stakkels ofre og systemet til det onde monster. Min tanke er, at ligesom borgerne, der kommer på jobcentrene, har brug for at blive set for, at de gør det bedste de kan for at få deres liv til at hænge sammen, har også sagsbehandlerne sandsynligvis brug for at blive set for, at de gør deres job det bedste, de har lært. Og de, der har lavet systemerne, har lavet dem så hensynsfulde, som de har kunnet indenfor rammerne af den kompleksitet og økonomi, de også må tage hensyn til. Jeg kan rigtig godt lide de forslag til ændringer i dialog, du kommer med. Jeg oplever disse bud på små ændringer i tilgangen til borgerne respektfuld og accepterende overfor både borger og de rammer, der nu engang arbejdes indenfor.

  2. Kære Gitte.
    Tillykke med din nye side og blog.
    Jeg kan lide dit blogindlæg og kan ikke lade være med at tænke på at problematikken også er et resultat af, at de økonomiske strukturer vi ser i dag, er en fortsættelse af de økonomiske strukturer, som genererer en strøm af penge mod toppen i den store pyramide og hvor der bliver mindre og mindre til en større og større del af befolkningen.
    Så der bliver fremover brug for masser af empati og redskaber til stress-reduktion til både de ansatte på jobcentrene og de der der kommer der for at få til dagen og vejen.

    KH Thomas

    • Kære Thomas
      Mange tak for dit indlæg. Ja jeg frygter også, at der bliver endnu mere pres på både ansatte og borgere, der har og kan få brug for hjælp.
      Jeg tænker også at det vi ser, dels er et resultat af de økonomiske strukturer dels af en holdning til de der søger om hjælp fra det offentlige. En holdning som i højere grad er tager udgangspunkt i mistillid og kontrol.
      I går og i dag er jeg blevet kontaktet af flere forældre, til unge der er på kontakthjælp. De beskriver den desperate situation, deres børn står i lige nu, med udsigt til at miste en væsentlig del af deres forsørgelse. Når disse unge mennesker, så samtidig bliver bange for sagsbehandleren, er der langt til en værdig og empatisk kontakt. Lad os håbe, at der kommer ressourcer til at ruste sagsbehandlerene bedre til denne vanskelige opgave. Jeg misunder dem ikke lige nu.
      De bedste hilsner
      Gitte

Der er lukket for kommentarer.